Erik af Pommern | |
---|---|
Konge af Danmark, de Venders og Gothers | |
Kroning | 17. juni 1397 Kalmar |
Regerede | 1396-1439 |
Forgænger | Margrete 1. (formynder) |
Regent | Erik 7. af Pommern |
Efterfølger | Christoffer af Bayern |
Konge af Sverige
| |
Ægtefælle | Philippa af England |
Børn | Ingen |
Hus | Jellingdynastiet |
Far | Vartislav 7. af Pommern |
Mor | Maria af Mecklenburg-Schwerin |
Født | 1382 Rügenwalde (Darłowo) |
Død | 24. september 1459 Pommern |
Hvilested | 1459 Rügenwalde (Darłowo) |
Beskæftigelse | Konge |
Erik af Pommern (oprindeligt Bugislav; født 1382 i Darłowo, død 1459 i Pommern), var konge af Norge (som Erik 3.) 1389-1442, Danmark (som Erik 7.) og Sverige (som Erik 13.) 1396-1439. Han var søn af hertug Vartislav VII af Pommern-Stolp og Maria af Mecklenborg-Schwerin, fostersøn og søsterbarnebarn til Margrete 1. (og således gennem moderen oldebarn af Valdemar Atterdag).
Efter at hendes søn Oluf var død i 1387, tog Margrete Erik ind som sin fostersøn. Da enkedronningen af Norge Margrete ikke ønskede Albrecht af Mecklenburg til konge, blev Erik udråbt som konge i 1389. I 1396 blev han også hyldet som konge af Danmark og Sverige. Og den 17. juni 1397 blev Nordens kongedømme stadfæstet med indgåelse af Kalmarunionen. Selv om Erik formelt var konge, var det dog stadig Margrete, der styrede. Først da Margrete døde i 1412, blev Erik regent af gavn. I officiel korrespondance bar han titlen "Erik, med Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, Venders og Goters konge, hertug af Pommern."
Erik fortsatte de reformer, som Valdemar Atterdag og Margrete havde foretaget. Embederne som drost og marsk blev ikke besat, men kanslerens stilling blev styrket, og titlen blev ændret fra "rigets kansler" til "kongens kansler". Erik indsatte også danske adelsmænd på slottene i Danmark.
Pave Pius 2. beskrev (som Eneas Sylvius, dvs. inden han blev pave) Erik af Pommern således:
Erik af Pommern havde et skønt legeme, rødgult hår, rødmosset ansigt og en lang, smal hals (...) Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne sprang han til hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel. | ||
(Citeret efter Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, bd. 6, 1400 – 1500, af Troels Dahlerup) |